trash the film.
Lørdag 14/11 kl. 19.00-21.00 Slagtehal 3, Mejlgade 50, kld., 8000 Århus C. Ingen billetreservation/no pre-booking TRASH Nite Special – to timers rådden humor og beskidt moral. Atter en gang slås brættet op for T.R.A.S.H. (The Radical Addicts of Supreme Homemovies) Nite, hvor publikum nådesløst udsættes for et tæppebombardement af udvalgte, vederstyggelige videoklip, der alle har erklæret krig mod det gode, sande og smukke. Her kan den ubekymrede tilskuer opleve et sandt alternativ til tidens malstrøm af glat og medieskabt politisk korrekthed. Intet er for plat eller kvælende, og ingen tabuer forbliver uberørte, når du suges ind i en atmosfære af latterkrampende idioti, svingende fra det absolut banale i den menneskelige psyke til det direkte tåbelige og ulækre. Kendere af T.R.A.S.H. vil vide, at dette kultfænomen stammer fra Hamborg Short Film Festival og normalt afvikles af to tyskere. I år bliver det en lidt anderledes udgave, da VitaWrapMand har haft sin fedtede arm langt nede i kagedåsen med internationale (mak)værker og fået lov til at fremvise en perlerække af de mest meningsløse, platte og kropsvæskende klip. Det hele vil blive krydret med sælsomme rytmiske indslag, absurd performance og anden korporlig festivitas. Trash the Film er kulteventen, du bare ikke må gå glip af.
|